Jeg har længe sagt til min søn Arthur, at Columbia ikke var et rejseland, det var for farligt – men så havde jeg pludselig flere kolleger og bekendte der glade berettede om, hvor nemt og skønt det land er. Det er kun 20 år siden de fik bugt med den meste narko kriminalitet, men i de 20 år har regeringen sat massive kræfter ind for byfornyelse i de mest betændte byer og i dag er det blevet til byer med oaser med bl.a musik og street art. Denne tur blev tilrettelagt en regnvejrs søndag i januar – hvilket også betød høje flypriser, når man som os vil rejse hen over påsken. Turen var nok lidt spontan – men omvendt er Columbia på min bucket list. Så vi gnavede os igennem alle afsnit af “Narcos” på Netflix i de mørke vintermåneder, for at få en forståelse af, hvad det var der skete dengang i 80érne og 90érne. Hertil en masse læste blogs, YouTube videoer og et foredrag og så følte vi os ellers rustet til at tage afsted med ro i maven.
Turen er kun på 14 dage – så vi har hjemmefra booket indenrigsfly så vi sparer tid med at rejse – indenrigsfly er supernemt. Teknologien har virkeligt hjulpet os – en app, booking nummer og så går det nemt, når man flyver rundt. Vi havde planlagt følgende rute:
Bogotá: 2 dage
Salento: 3 dage
Medillin : 3 dage
Cartagena og Isla Grande: 6 dage
Bogotá var blot et stop-over, som vi var nødt til at have, da alle internationale fly fra EU primært flyver til Bogotá eller Cartagena. Generelt er Columbia jo et stort land – men på grund af narkobaronernes trafik er der lufthavne overalt (de brugte dem til at flyve narko rundt) så infra strukturen fungerer vildt godt – og man kan flyve mellem destinationerne for 400-700,- pr. strækning på omkring 1 time pr. flyvning.
Vi have 2 stop på vejen til Bogotá og desværre blev vores baggage forsinket – så dagen i Bogotá var ellers planlagt med Bottero og guld museeet – men nu røg vi på shoppetur i en mall i stedet. Men vi nåede at opleve byen på en søndag, hvor alle kommer ud af deres lejligheder og hygger på gaden. Man har lukket en af de største hovedveje igennem byen om søndagen – så alle kan komme ud og lufte sin cykel. Så her er mountainbikes overalt, folk med hunde (de elsker hunde her) og glade mennesker der vugger i rytmerne fra de allestedsværende små højtalere der blæser musik ud, noget lyder af mere tvivlsom karakter…
Vores baggage ankom om natten, hvor vi skulle rejse videre kl. 7 næste dag – så herfra med fly videre til Periera, som er en af de byer man flyver til når man skal til Salento.
Salanto var fantastisk og klart en af vores favoritter. En lille bette by med knap 10.000 indbyggere som er bygget op omkring turisme i Nevada bjergene og Cocoradalen som nok er den mest kendte. Her gror de op til 60 m. høje voks palmer, som er afbilledet på deres 100.000 Coop sedler. Det er deres national træ og et af de eneste steder i verden, hvor man ser dem gro så høje – til gengæld er de 80 år om det….. Det er også her man kan se Andes Concorden – en gigantisk fugl som svæver over palmerne. I Cocoradalen tager man på trekking tur og vi valgte den lange tur – som er 13 km. incl. besøg på en kolibri station, hvor vi havde fornøjelsen af kakaomælk med ost- underlig sammenblanding…. Men Cocora dalen var fantastisk – og skuffede ikke. Det er en trekking tur – med alt hvad det indebærer af forberedelse. Mange steder skriver de at det er en nem tur, men det er altså kun, hvis man tager den korte rute på 6 km.
Efter Cocora dalen havde vi fået nok af at vandre og vi bookede en 4 timers tur på hesteryg – men det regnede mere eller mindre non stop den dag vi skulle afsted – så vi bed turen op i 2*2 timer og havde den sidste dag en tur i høj solskin. Ridning er en af de store aktiviteter man laver her og det er sunde heste man rider på. Vi hyggede os til hest og prøvede både at ride i silende regnvejr med regnslag og også i floden i høj solskin. Herfra videre til Medellin
Medellin var jo Pablo Escobars højborg og har indtil for 20 år siden været et betændt sted. Men idag er det en sprudlende by med masser af energi. Vi boede i El Poblado – som er området med lækre hoteller og også masser af restauranter og barer. Den ene dag – som var en helligdag, besluttede vi at gå til Plaza Botero (vi missede jo museet i Bogotá pga. manglende kufferter) – og de første 3 km. var super fine – man har også her afspærret en del af en af hovedvejene så de lokale kan løbe, lufte hunde og cykle. Mega fedt initiativ. Men de sidste par km. gik ad skumle veje og vi blev gang på gang konfronteret med hjemløse som er typiske immigranter fra Venezuela. Meget triste skæbner, som lugtede af menneskeligt forfald. Plaza Botero skuffede ikke – fantastisk at se nogle af alle de værker Botero har lavet – kunstneren var født i Medellin og derfor ser man hans værker mange steder i bybilledet. Jeg har set hans udstilling for år tilbage i Barcelona – så det var et dejligt gensyn med de store skulpturer. Han har doneret mange af sine værker til byen, for at give folk noget at tale om – hvilket man må sige man gør. (Han døde i Monaco i sept 2023 – 91 år gammel.)
Området omkring Plaza Botero er ikke særligt skønt – overalt så vi MEGET unge prostituerede og deres alfonser. Det er piger fra Venezuela og Columbia – og det er hjerteskærende at se dem så unge – det er bare store børn. Mange flygtede fra Venezuela i 2017 pga den ustabilitet der var i landet, som var præget af korruption, tårnhøj inflation og meget kriminalitet. Man skønner at der er flygtet 7,1 mil. Mennesker som er 25% af befolkningen – og det er primært de unge der er flygtet. Columbia har taget imod 4. Mil. Af dem og har integreret dem i samfundet – på en meget flot måde – men alligevel kan man ikke favne alle. Jeg har aldrig set så mange triste skæbner som her….dette er også området hvor man ser hjemløse på crack. Man tror man passere døde mennesker på gaden – men de er på crack – et ualmindeligt trist syn.
Communa 13
Bydelen i Medellin, som var verdens mest farlige sted tilbage i slut 80érne og start 90’erne. En bydel som dybest set var en parallel til hvad der skete i Columbia dengang Pablo Escobar og Cali kartellet huserede i Medellin.
Historien kan man læse mange steder og der er ingen tvivl om at Netflix Narcos også har givet et super indblik i den sorte periode af Columbias tid. Der er stadigt mange i Communa 13 som er mærket af den periode, mange lider af PTSD uden at vide det mange har været berørt af den sorte periode, som jo reelt sluttede her for 10-15 år siden.
Vi valgte at bruge Zippy Tour – og her møder vi en meget passioneret ung mand der boede i Communa 13. Han fortalte meget indtrængende om den udvikling communa 13 har været igennem og de planer der er. Historier fra hans eget liv med PTSD som han fik som 11 årlig (vi fik ikke af vide hvad der var sket) til der, hvor han er idag. Han bruger sin formidling i form af at være guide som værktøj til at håndtere den PTSD han har. Communa 13 ligger op af 7 bjerge/bjergsider, som er meget stejle, hvilket tidligere afskar folk for at komme ned til dalen, hvor der var lægehjælp, banker osv.
i 2012 fik bjerg 1. rulletrapper …. Crazy nok – men det betyder at folk nu kan komme ned i dalen, tage metroen rundt i byden, komme på hospitalet, gå i skole osv. Dette er en af de forbedringer der har hjulpet området ud af sin sorte tid. Bjerg 1 er forbundet med bjerg 2 og 3 via en bro, og snart er bjerg 4 også forbundet med dette. Der er en masse NGO organisationer og fonde, som i den grad har hevet de unge væk fra vejen med kriminalitet. Det har de gjort med ildsjæle der har undervist i alt fra grafitti, hip hop, madlavning til ølbrygning (sjovt nok er det gangstergrupperne der står for ølbrygning – men det holder dem væk fra kriminalitet. Dette er også noget man ser overalt i området – store vægmalerier og tags fortæller historien byen har været igennem og de bliver fornyet hvert 2. År.
Der er stadigt gangstere her, men de har lavet indbyrdes aftaler om,hvem der huserer hvor i området. Så reelt er Communa 13 et af verdens mest sikre områder idag. Der er CCTV på hvert hushjørne, så man føler sig meget tryg, mens man bevæger sig rundt. Vi var der påskelørdag og de forventede 20.000 besøgende – så der var et inferno af larm i form af musik og live rap overalt. Men alligevel brugte vi en del tid her, drak en øl på en gangster bar og spiste frokost på en restaurant drevet af single mødre og forsøgte at få historien helt ind under huden.
Communa 13 startede som en ulovlig bosætning, det var bønder fra landet der ikke kunne dyrke afgrøder da coca produktionen vandt over dem. Så de bosatte sig på bjergsiderne af Medellin, som lå nede i dalen. I de første mange år var der intet politi eller indblandning fra regeringen – hvilket gav kartellerne frit lejde og derfra opstod volden. Tilbage i 90érne blev der skudt 2 mennesker hver dag i communa 13 og 20 alt i hele Medellin – så no wonder at det blev kaldt verdens farligste by.
Efter Pablo Escobars død i 1993 begyndte det hele at vende og efter 11 militær operationer igennem de kommende år blev der ryddet helt op. Jeg vil ikke komme ind på hele patchwork tæppet af paramilitære grupperinger, Farq m.v. så vil dette blive et MEGET langt indlæg. Men vi fik historien af vores guide Stiven (kan varmt anbefale ham). I øvrigt oplyste han, at man ikke måtte leje sin bolig ud på air B&B og der måtte ikke være hoteller i Communa 13.
Cartagena og Isla Rosarios.
3 dage på Isla grande – og så var vi komplet 0 stillet. Her er intet at lave andet end små gåture rundt på øen – som er relativt fattig. Træ iguaner i træerne var sjove at iagttage om morgenen – men ellers er det en ø hvor man bare er, læser, slapper af og spiser. Pablo Escobar havde sit sommer residens (sikkert et ud af mange) – men dette hus havde plads til 300 gæster. I dag er det en ruin – tidens tand har gjort det spøgelsesagtigt – det kræver meget vedligehold i dette klima. Sjovt at tænke på, at I andre lande havde man lavet det til en attraktion – men man er ikke klar til det endnu. Efter 3 dage på Isla Grande, som var super lækkert – havudsigt, hængekøje og alt hvad der skulle til for, at vi også fik følelsen af at være på ferie.
Herfra videre med båd til smukke Cartagena – hvor vi boede i den gamle bydel på et super hyggeligt mindre boutique hotel. Her er ualmindeligt hyggeligt og ualmindeligt varmt, høj fugtighed kombineret med solen er bare ikke en lækker kombi. Men vi stod tidligt op hver dag, travede gaderne tynde, så alt hvad der skal ses og man kunne sagtens nøjes med 2 nætter i denne by – men vi havde nu en gang planlagt 3. Cartagena består af den gamle bydel og Bocagrande som er den nye del, den minder mest om Dubai Marina, høje hoteller, mails, Starbuck og alt hvad det amerikanske hjerte savner når man er på ferie…. Mange amerikanske turister kommer her, priser er lavere end i USA og klimaet er meget konstant året rundt.
2 uger i Columbia er nok til at dække de fleste highlights – vi føler ikke vi har misset noget – det er i turisme henseende stadigt et ungt land – så der er ikke vildt mange steder men skal opleve – har man 3 uger kan man naturligvis få flere dage hvert sted og få et par steder mere – vi ville gerne have været til Los Llanos – men kunne ikke presse det ind på 14 dage. (det er Anakonda højtid i Llianos i marts (tørtiden) hvor de ikke kan gemme sig i vandet)
Den fortælling vi er vokset op med omkring narko, vold og kriminalitet er ikke en fortælling der holder mere. Man skal være lige så forsigtig her, som i alle andre lande, men her er ikke værrer end andre steder. Vi følte os på intet tidspunkt utrygge.
8 ting vi virkeligt har observeret på vores tur:
Her er ingen bodyshaming – her er plads til alle størrelser og alle bærer dem med stolthed.
Folk er meget gæstfrie og virkeligt smilende og søde.
Der er meget politi til stede hvor der er mange turister – til gengæld er de meget søde.
Her er flere hjemløse mænd end forventet. Vi er blevet fortalt at nogle tager stoffer og sover det meste af dagen på gaden, så de er rimeligt harmløse.
Prismæssigt er det nok som i Spanien – men vi har kun været, hvor turister kommer – så det er nok billigere på landet.
Infrastruktur fungerer vildt godt – indenrigsfly tager dig overalt – og med mange afgange hver dag til rimelige priser.
De elsker alt med ost- og meget af det. Gerne i skøn fusion med en frituregryde.
Man kan købe frisk frugt overalt på gaderne – og det er bare en anden frugt end den vi præsenteres for i de danske supermarkeder.