Jeg læste for mange år siden om Ayurvediske behandlinger og er sidenhen dykket ned i det flere gange – især i forbindelse med min interesse for yoga og hvordan vi er forbundet med krop, sind og sjæl. Hvis man læser en af mine favorit bøger af Anita Moorjani ”At dø for at leve” kan man også læse at det rent faktisk virker…
I 2023 prøvede vi et mini ophold på 4 dage i Indien og da vi på samme tur var i Kovalam ( hvor Dubai er bling bling er Kovalam Ayurveda) besluttede vi at det skulle prøves i 2024. Kovalam er en meget lille charmerende by på størrelse med Gilleleje.
Men hvorfor Indien ? Det er her den oprindelige Ayurveda kommer fra og i særdeleshed i staten Kerala, hvor højlandet og junglen er et skattekammer med urter og planter, som er hoved ingredienser i ayurvediske behandlinger. Man kan også gøre det på Sri Lanka – hvor der findes gode steder – men jeg syntes det er mere autentisk at gøre det her i Indien.
Jeg kom til Indien for første gang for 30 år siden – og har været her flere gange siden den gang i 1994 –(bonus info – der er mange ”hvide” der glemte at tage hjem dengang, de har ladet håret gro og som har fundet en levevej her i Indien- hvor alt går lidt langsommere og nærværet til dine medmennesker er noget stører end i vores vestlige kultur.)
Vi valgte Dr. Hema ud fra anbefalinger fra det homestay vi boede på sidste år – hun har et godt ry, gør ikke megen væsen af sig – men hun tilgængelig det meste af tiden. Vigtigst er nok at hun har mange gæster, som kommer år efter år og tager 2-3 ugers udrensning – Penchakarma. Det anbefales at man minimum tager 10 dage men helst 14 dage, som vi også valgte.
Det var med kriller i maven, at vi sagde ja til det begge to – da vi er til oplevelser og absolut aldrig har prøvet at være det samme sted i 2 uger i træk og man anbefaler faktisk at man skruer tempoet geveldigt ned under sit ophold.
Info om ayurveda: det er en 5 årlige uddannelse at blive ayurvedisk læge – som foregår på mange universiteter i Indien – at være behandler (terapeut/massør) er også en 1 årlig uddannelse – så der ligger noget viden bagom dette. Som det bedst kan beskrives – I Kinesisk medicin bruger man urter, nåle og medianbaner, I Indien bruger man massage, urter og balancerer vores chakra energier og i vesten spiser man kemi og går til en fysioterapeut eller anden behandler…..
Hver morgen begynder med 90-120 min. Yoga og så har man sin 90 min. behandling i løbet af dagen – dette tilrettelægges sammen med booking damen så man sagtens kan nå at tage på ture eller lignende om eftermiddagen.
Behandlingerne er skræddersyet til den enkelte, men da vi ikke havde nogle skavanker vi døjede med var det mest for (hos mig) at komme helt ned i gear og lade den ophobet stress forlade kroppen.
Behandlingerne er meget berøring og indsmøring af rigeligt med olie der er kogt med urter – så hvis man under corona var hudhungrende kan man i de grad tale om at man bliver hudmættet under dette ophold.
Hver 6. Dag får man en Big Anima (har intet med dyreværnsforeningen at gøre) – som er olie der sprøjtes op i rectum. Det samme får man også de andre dage – men kun 30 ml. Så det er ikke så udfordrende. De første 6 dage udrenser man og derefter bygges kroppen op igen.
Man skal spise ayurvedisk – dvs. intet salt, sukker, hvedemel, mælkeprodukter eller alkohol – det minder lidt om den antiinflammatoriske kost, som Steen og jeg tager hvert år i den hvide januar.
Virker det så ? Vi hører kun positive oplevelser – men det er ikke et Quick fix – men jeg tror 100% på at det virker. Her ligger ajurvediske hospitaler overalt – og tanken om at man ikke fyldes med kemi som i den vestlige opfattelse af helbredelse – så tror jeg man kan nå meget langt med dette også – ikke mindst at der er tid og nærvær hos lægen er alene helbredende. Døjer man med autoimmune sygdomme som ex. psoriasis så skulle behandlingerne virkeligt kunne hjælpe.
Vi har haft lidt “økuller” ind imellem – men der er flere muligheder for udflugter, som vi også har taget, men man lander alligevel i en form for dagligdag – og som Dan Turèll sagde “ jeg holder af hverdagen”.
Det har ihvertfald været gavnligt for mig – som nok har lidt mere travlt i hverdagen end jeg selv vil kendes ved.
På 5 dagen – kiggede vi på hinanden, bims i bøtten af tempelmusikken fra templet ved siden af, følelsen af ikke at udrette noget og kombineret med en anelse rastløshed og sagde i kor, ”at her havde vi vist været og her behøvede vi ikke komme tilbage til” ….. tankevækkende er det – at efter 10 dage kiggede vi igen på hinanden og blev enige om, at vi sagtens kunne bruge 10 dage mere.
Hvad skete der i de 5 dage, hvor vi samstemmigt ændrede radikal holdning til opholdet ? Jeg tror vi kom helt ned i gear, fik taget hul på vores planer om at lave et visionboard for de næste 5 år og begyndte at diskutere dette. Vi kom tættere på hinanden, lyttede til de samme podcast om det hele menneske og det at mange identificere sig med hvad man er mere end hvem man er.
Vi fik åbnet op for de dybe snakke omkring livet og hvad vi vil med vores tid tilbage her på kloden – hvordan bruger vi den tid bedst så det giver os mening og fylder os op med lykkefølelse og ikke mindst en følelse af, at vi ikke bare er på autopilot og lade hver dag gå – uden at forholde os kritisk til det liv der leves. Den snak blev vi slet ikke færdige med – og den fyldte os i ugerne der gik efter vi kom hjem. Blandt andet læste vi begge bogen jeg tidligere omtalte “at dø for at leve” af Anita Moorjani – en bog Manu Sareen også anbefalede i en podcast. Den er nok den bedste bog jeg har læst længe og den førte mig tilbage til de sessions vi havde på ”den spirituelle lederuddannelse” som jeg tog for nogle år siden hos Rikke Hertz. Et herligt gensyn – og hvis uddannelsen fascinerede mig for år tilbage – så var dette et lykkeligt genbesøg omkring emner som fyldte mig op – og som nu også fyldte Steen op.
Hvordan har vi det så nu efter vi er kommet hjem. Dr hema sagde at der ville gå et par uger eller 3 før man fik den fulde effekt af opholdet.
Men min bedste beskrivelse af opholdet er, at de mange behandlinger skrællede små lag af mig og jeg kom tættere på den jeg er og jeg står langt mere autentisk i mig selv nu. Kroppen har smidt en masse ballast den ikke havde brug for – sukkertrangen er helt væk og hvis jeg spiste en lille Summerbird flødebolle fik jeg nærmest sukkerkvalme. Vi tager stadigt lidt vin eller en øl – men har på ingen måde lyst til at drikke alkohol som tidligere. Holder dette så ? Det ved vi ikke – men hvis vi lander tilbage i den gamle vane – så kender vi jo vejen tilbage til det gode spor – og det der er bemærkelsesværdigt er, at vi begge sagtens kan tage til et arrangement uden at føle at vi går glip af noget ved ikke at få alkohol. Der er så meget at vinde i form af en klarhed i krop og sind.