Fra min brors rejsedagbog på deres tur, som startede august 2022
(Advarsel …dette er ikke en feel-good rejsebeskrivelse)
For de fleste er Rwanda et ukendt rejseland, og hvis ikke det var fordi Danmark netop har lavet en aftale om at sende asylansøgere derned, så ville de fleste nok bare tænke på Rwanda, som endnu et afrikansk land med sultende børn og sorte mennesker der slår hinanden ihjel (og det har det i den grad også været).
Rwanda byder dog på fantastiske landskaber, safari, bjerggorillar, dejligt klima, stor udvikling i landet og ikke mindst en venlig og smilende befolkning … men det var ikke årsagen til at turen gik til Rwanda. Det var noget helt andet og knapt så behageligt.
Jeg må først gå lidt tilbage i tiden for at underbygge, hvorfor landet overhovedet endte på listen over lande på vores familietur.
For 28 år siden var jeg tæt på grænsen til Rwanda for at se bjerggorillaer i nabolandet Congo. Jeg husker en masse militær, og i det hele taget en lidt anspændt stemning. Uvidende om det der var ved at ske, rejste jeg videre til Sydafrika. Det var i starten af maj 1994, og jeg ville være i landet den 10. maj hvor Nelson Mandela blev officielt valgt som den første sorte præsident. Jeg husker hvordan de hvide frygtede hævn for årtiers apartheid, men det udeblev takket være Mandelas budskab om forsoning.
Efter at have åndet lettet op, fik jeg (og resten af verden) dog ubehagelige nyheder om Rwanda. Jeg husker tydeligt, at jeg læste magasinet News Week (ja det var før Internettet), og så de ubehagelige billeder af oppustede lig i Lake Victoria. Hutu’erne i Rwanda var startet på en decideret udryddelse af mindretallets Tutsier, og det skulle ende med at blive en af de blodigste folkemord i verdenshistorien. En million mænd, kvinder og børn blev, på kun 100 dage, bogstaveligt talt slagtet.
Det gjorde indtryk på mig dengang, og tanken om hvorfor og hvordan det kunne ske, har gnavet i baghovedet på mig i mange år. Hvad får mennesker til så brutalt at slå andre ihjel? Hvordan kunne det overhovedet ske? Og mest interessant er det, hvordan det er lykkedes at skabe forsoning og fremgang i et land der i dag betegnes som Afrikas svar på Singapore. Det var det vi satte os for at få svar på ved at rejse ind i landet.
For at svare på noget af det, er jeg nødt til at gå endnu længere tilbage i tiden, men jeg skal forsøge at gøre det kort 😉. Det starter som så mange gange før i Afrika … hvide mænd der udnytter landet til egen fordel.
I 1884 indkaldte Tysklands kansler Bismarck de fleste vestlige lande til et møde i Berlin. De skulle dele Afrika imellem sig. De fleste opdagelsesrejsende havde gjort deres indtog, og kapløbet om Afrika var startet. Bismarck og de andre ville undgå kampe imellem koloniherrerne selv, så i tyk cigarrøg og med cognac i hænderne, blev en flok ældre hvide statsledere enige om hvordan kagen skulle skæres i Afrika!
Der var naturligvis ingen sorte med i forhandlingerne, og sådan blev Afrikas grænser skabt – linjer på et kort ned gennem områder uden hensyntagen til fordelingen af stammer og kulturer. Et grotesk eksempel er grænsen mellem Tanzania og Kenya. Den slår et hak fordi England havde et højt bjerg i ”deres land” Kenya (Mount Kenya), og da Bismarck og tyskerne også ville have et bjerg, så tegnede man stregen med et udsving så bjerget Kilimanjaro lå i Tanzania. Crazy!
Belgierne satte sig på Rwanda, og det land har en overvægt på ca. 80% Hutuer, resten Tutsier og så en meget lille del Twa-pygmæer. Hutuer og Tutsier havde egentlig levet som et samlet folk i mange år, nogle endda uden at vide om de var Hutu eller Tutsi …men det skulle belgierne ændre på.
For at gøre en lang historie kort om Belgiernes (og senere Franskmændenes) indflydelse, begyndte de at raceopdele folk. De mente at Tutsier havde en smallere næse og var højere. Nogle gange kunne de ikke se forskel, og så afgjorde de det ved rigdom. Hvis du havde mere end 10 køer var du Tutsi og ellers var du Hutu. De lavede identitetskort (som skulle vise sig at være fatalt i folkemordet – det kommer jeg tilbage til). Dem der var Tutsier blev også særbehandlet. De fik arbejde i regeringen og andre privileger. Så på få år havde den hvide mand skabt et skel i befolkningen, og derved misundelse og interne kampe.
Og det er så svaret på hvordan det overhovedet kunne starte, at to dele af befolkningen (vi kunne jo forestille sig at det var jyder og sjællændere) kunne hade hinanden så meget at de ville slå ihjel.
Før folkemordet startede i 1994 hjalp Frankrig den siddende Hutu regering med at træne soldater, og de var ovenikøbet med til at importere 1 million macheter fra Kina (mon ikke den kloge franskmand kunne regne ud at der var noget i gære). Men Frankrig og resten af verden vendte det blinde øje til.
Indtil april 1994 lavede Hutu regeringen dødslister, og gav deres militser små områder som de var ansvarlige for at få ryddet for Tutsier når det rette tidspunkt kom.
Signalet bragede ud af den statskontrollerede radio den 7. april 1994. ”Cut down the tall trees. Hutus go and do your work!” Dernæst startede massakrerne. Hutu militsen gik fra dør til dør og slagtede Tutsier med macheter. Der blev lavet vejspærringer alle steder i landet, og dem der viste identitetskort med stemplet ”Tutsi” blev omgående slået ihjel. Hutuerne ville ikke bare have dem ud af landet. Nej deres folk skulle udryddes helt og aldeles. På bare hundrede dage blev der slagtet hvad der svarer til seks mennesker i minuttet, hvilket var langt voldsommere end Holocaust.
Vi tog til Rwanda for at møde befolkningen, og høre deres historier. Vi var velvidende om at vi ville høre førstehånds historier, der krævede en stærk mave for både børn og voksne, men alligevel var vi ikke helt forberedt på det vi mødte.
Første historie var fra vores taxichauffør. Hans familie blev slået ihjel. Hans far var så heldig at han havde penge, så han kunne få en kugle i panden! Hutuernes strategi var ofte at hakke en hånd eller en fod af, og derefter lade dem ligge. Når de så kom tilbage for at færdiggøre arbejdet, kunne ofret betale sig til at blive skudt i stedet for at blive hakket ihjel.
Elliott spurgte vores kvindelig guide, hvordan hun overlevede. Noget mørkt gled over hendes ansigt, hvorefter hun smilede til Elliott og fortalte sin historie. Hendes familie havde været samlet til påskemiddag, og da Huterne kom løb hun til venstre, og de andre i familien til højre. Hele hendes familie blev udslettet!
Hun fortalte videre at hun i dag har sin egen familie – mand og tre børn. Så hun var glad.
Vi hørte historier om hvordan Hutuerne skar gravide kvinders maver op, og huggede hovedet af fostrene. Befalingen fra regeringen var, at der ikke skulle være nogen generation at bøvle med i fremtiden, så alle – også babyer, skulle dø.
Vi besøgte en af de mange kirker hvor der var masseslagterier. Tutsierne flygtede til kirkerne i Rwanda for at søge sikkerhed hos deres gud, men det gjorde det bare nemmere for Tutsierne.
Ungerne, Suzanne og jeg gik lamslået igennem kirken, og så børnetøj ligge med flænger fra Macheterne side om side med utallige kranier. Der var køligt og der hang en dyne af tung kælder lugt i rummet. Fem tusinde blev slagtet i dette rum på størrelse med en almindelig landsbykirke på Stevns. En dame viste os rundt, og stoppede pludselig op og pegede på en kiste. Hun fortalte at kvinden der lå indeni først var blevet massevoldtaget, og dernæst havde soldaterne stukket en pind igennem hendes skede og helt op til halsen.
Hendes hoved havde de derefter hugget af, og hængt hende op til skræk og advarsel. Hendes skelet var igennem flere år udstillet i kirken, indtil flere turister meddelte at de fik traume af at se det. Nu er skelettet lagt i en kiste, men historien om hendes skæbne fortælles stadig, så vi aldrig glemmer grusomheden.
En anden historie var om en kvinde der blev voldtaget af tyve soldater, dernæst hugget halvt i stykker og til sidst smidt i en brønd. Hun overlevede helt mirakuløst, og fordi der hele tiden blev smidt flere lig ned i brønden, kunne hun langsomt kravle ovenpå dem og til sidst nå op til toppen af brønden og flygte.
Børn blev beordret til at slå deres egne familier ihjel, mænd måtte se til at deres koner blev voldtaget, hvorefter de selv fik ordre til at slå dem ihjel, og sådan blev det ved i 100 dage indtil landet blev befriet af den nuværende præsident Paul Kagame. Grusomt, grusomt, grusomt!
Vi fik fortællingerne råt for usødet, og der var mange.
Og så var der det sidste spørgsmål – forsoningen! Hvordan kan mennesker overhovedet tilgive sådan noget, og i dag leve side om side med deres bødler? Venner og naboer … og i nogle tilfælde egen familie som bare slog ihjel til højre og venstre. Bødler, i mange tilfælde helt almindelige Hutuer, som var tvunget ud i dilemmaet ”enten er du bøddel eller også er du offer”.
Alle krigsforbrydere blev stillet for retten i løbet af årene efter. Nogle så deres ofres efterladte i øjnene, og sagde undskyld. Dem der erkendte deres forbrydelser og sagde undskyld, fik orange fangedragter på og blev dømt halv straf. Dem der ikke ville undskylde, fik lyserøde fangedragter på og sidder stadig fængslet.
Der var naturligvis hævn i årene efter, men også en helt ufattelig tilgivelse. Den dag i dag finder man stadig lig i markerne og massegrave, så dødstallet er stigende. Belgien har officielt sagt undskyld for flere år siden, men det tog Frankrig mere end 25 år før Præsident Macron sidste år tog til Rwanda, og gav (efter min egen personlige mening) en halv undskyldning. Det er i dag offentligt kendt, at nogle af de værste forbrydere og ansvarlige stadig har asyl i Frankrig.
En spændende og anderledes rejse i Rwanda. Historierne sidder i os, og det samme gør de mange smil fra Rwanderne, som helt utroligt har rejst sig fra asken.