Fra min brors rejsedagbog på deres tur, som startede august 2022
Afrika turen er ved at lakke mod enden, og jeg sidder ved en sø i det østlige Uganda, og prøver at absorbere alle de fantastiske indtryk vi har fået de sidste par uger.
Sydafrika viste sig fra sin bedste side, med fantastisk dyreliv og ikke mindst et farvel til nogle af vores bedste venner, som valgte at starte vores rejse sammen med os.
En af de mest spændende øjeblikke i Sydafrika, var den første nat da Danielle stod ansigt til ansigt med en leopard. De lokale vagter havde forinden virkelig forsøgt at fortælle vores unger, at det kunne være farligt at bevæge sig udenfor hytten om aftenen pga. de store katte. Selv os voksne synes det var lidt overdrevet, at vi skulle have fat i en lokal vagt for at gå fra hovedhuset og op til vores hytter – slap dog lige lidt af! Men den første nat blev vi overbevist. I haven foran vores hytte gik der om dagen en Gazelle med et lille lam, og om natten kom leoparden og tog moderen. Danielle trak gardinet fra fordi hun hører et skrig, og lige udenfor hendes vindue lå leoparden med tænderne om gazellens strube, og stirrede hende lige i øjnene. Elliott var i en anden hytte, og halvt på vej ude af vinduet for at se hvor larmen kom fra. Vagterne så ham, forsøgte at ringe til ham, og næste morgen fik vi så en reprimande, fordi Elliott havde besvaret opkaldet med “roomservice” og lagt på!
Leoparden trak gazellen op i træet ved siden af Danielles hytte, og den kom troligt tilbage indtil der var spist op. En spændende start på Afrika 12
Vi oplevede løver, store flokke af elefanter, flodheste med mere. Vi var også på jagt, og efter en heldig dag kunne Elliott og jeg servere helstegt og hjemmeskudt Gazelle på min fødselsdag. Efter en dejlige uge med vores venner, sagde vi farvel med lidt våde øjne (shit 6 måneder + er langt tid), og derefter ventede Uganda.
Uganda (og her tænkes specielt på befolkningen) har rørt os helt ind i hjertet. Vi er blevet mødt med dejlige smil alle steder, og trods en befolkning med meget lidt til dem selv, så virker de utrolig glade med mod på livet. Vi har brugt meget tid sammen med de lokale, og har besøgt mange landsbyer, børnehjem og stammefolk. Hver gang forsøger vi at give dem enten en donation eller mad vi har samlet sammen, men det virker uoverskueligt med så mange mennesker der nærmest ingenting har.
En dag var vi på besøg hos nogle af de få nulevende pygmæer. På vejen besøgte vi et børnehjem, og den blev et besøg som rørte os meget. Vi blev som altid mødt af vinkende, glade og beskidte unger, og derefter viste forstanderens os ind på deres sovestue.
Den rå beton var kold og fugtig, ingen vinduer og stanken af sur sportstaske hang som en tung dyne i rummet. ”De børn der sover her har mistet deres forældre til Aids, ebola og andre sygdomme, og der kommer ingen ud over jer hvide og besøger dem” sagde forstanderen som det mest naturlige. Sengene var stablet fra gulv til loft, og børnene sov tre i hver seng. Det var koldt i bjergene, så der lå møg beskidte tæpper i små bunker. Tanken om kryb og sengelus strejfede mig. Der var helt stille i rummet mens vi betragtede de usle forhold, og jeg kunne ikke dy mig for at spørge Danielle om hun stadig synes at hendes nybyggede anneks var for lille … der kom ikke noget svar. Vi var med i deres skolegang, og bagefter sang og dansede de for os. De tog os i hænderne, og vi dansede rundt i støvet smed smil og latter. De havde lært Suzannes navn, og da de nævnte hende i deres sidste ”farvel og på gensyn” sang kan man roligt sige at der blev åbnet for Suzannes tåre kanaler … en meget fin, hård og rørende oplevelse.
Og sådan kunne jeg blive ved om mødet med den dejlige befolkning. Alle steder vi kørte blev vi mødt med tilråbet ”Mzungu” som betyder den hvide mand. For godt 150 år siden kom den hvide mand for at købe slaver, men i dag er historien en anden. Mzunguerne er velkomne alle steder, og Uganda har hårdt brug for turismen. Vi har haft mange gode snakke med vores guide Allan. Vi forsøger at fortælle, hvordan vi i Danmark taler om negerboller, kæmpe eskimoer og black lives matters, og han siger blot ”I am a black man and i am proud, you are white and i hope you are also proud. The munzungus are welcome in uganda!” (efterfuldt af et smil fra øre til øre så de kridhvide tænder glimter i det mørke ansigt).
Den største oplevelse med dyr var uden tvivl bjerggorillaerne. Jeg oplevede dem for godt 25 år siden i Rwanda, og nu var jeg tilbage med min familie, og det var igen en stor oplevelse. En hård trekking tur i regnskoven for at finde dem, hvor de sidste 30 minutter var gennem tyk ufremkommelig jungle hvor guiden bogstaveligt talt måtte hugge sig igennem med en machete. Vi havde en time med en mindre gorilla familie, og var helt tæt på både Silverbacken (Alfa hannen), hunner og små baby gorillaer. Fantastisk!
Som familie er vi også ved at finde rejserytmen, og det har bestemt ikke været nemt. Jeg havde helt glemt alt det arbejde med at pakke rygsækken ud og ind hver dag (og de dage hvor man går som det skæve tårn i Pisa fordi man er ude af træning). Jeg havde også glemt hvordan man skal have en PHD i myggenet for at sikre sin seng mod de små skiderikker (som ovenikøbet bærer malaria på de her kanter), og jeg havde totalt glemt hvordan bavianer med bid som en grand voksen schæfer mener de har ret til ens ting.
Men nu er vi efterhånden ved at være inde i rumlen igen, og man husker både vækkeur, ørepropper og lommelygte når man er krøbet ind under myggenettet. Vi har i den grad også været udfordret med to teenagere som savner deres kærester, og en bror og søster der pludselig skal være sammen 24/7. Men det går også bedre, og som vi har sagt til dem, så er det ikke en ferie men en rejse vi er på, og der vil komme øv dage. I går krøb vi alle sammen ind under dynen og så klovn og guflede det sidste bland selv-slik fra Danmark. Et eksempel på en guldstund som vi sjældent får taget os tid til derhjemme. Nærheden og de små dejlige øjeblikke som familie gør mig glad.
I morgen krydser vi grænsen til Rwanda, og der rejser vi rundt en lille uge inden turen går til Sydamerika. Jeg var der for 25 år siden, men kun kort inde over grænsen i bjergene for at se gorillaerne. Det var med bevæbnede vagter husker jeg, og senere erfarede jeg at der havde været et folkmord i landet, hvor hutu folket slagtede en million tutsier med macheter. Det er mig en gåde, hvordan der i dag kan være fred, og jeg glæder mig til at tale med de voksne om hvordan de for formået at lægge hadet bag sig, og være med til at skabe det som man hernede betegner som Afrikas kommende Singapore.
På gensyn!