Julen 2019 skulle egentligt have været brugt i vores nybyggede sommerhus, men da dette blev forsinket tog vi en spontan beslutning da Air China havde et knaldgodt tilbud – som man normalt aldrig kan få til Thailand i juleperioden. Dette gode tilbud blev desværre et bøvlet tilbud, da de lavede flytiderne om 1 mdr. før vi skulle rejse, som så resulterede i at vores fly videre til Krabi skulle ændres – og vi endte op med en halv nat i Bangkok inden vi drog videre til Krabi. Men hey – man kan jo altid tage et par cocktails og få en massage inden man skal videre…..så bliver turen pludselig bare en del af en meget lang rejse fra Danmark – hvor vi også havde fået et uventet stop over i Beiing på 8 timer…..
Vi havde kun 14 dage (hvilket også er nok når man begrænser sig til et område) – da Arthur skulle tilbage i gymnasiet og vi havde iøvrigt ikke ret meget ferie tilbage. 2019 var året, hvor det stak helt af for os og vi var faktisk mættet af at rejse – men vi nød alligevel de 14 dage, hvor vi denne gang bare skulle slappe af og nyde at være sammen som familie – uden noget planlagt hver dag. Lasse kunne desværre ikke komme med på grund af studier.
Rejsen var planlagt således:
Koh Lanta – 4 dage, Koh Ngai – 4 dage, Koh Lipe – 4 dage. Fly Hat Yai til Bangkok og så en nat i Bangkok inden retur til København. Jeg har aldrig rejst i dette område, som er meget muslimsk præget og ofte er der uroligheder omkring grænsen til Malaysien – men jeg har kun hørt positivt om området – bla. fordi det er en national marinepark, så snorkling hernede skulle være fantastisk. De store fisk er her desværre ikke. Herudover skulle der ikke være så mange turister, de fleste holder sig til øerne omkring Phuket, når man kun har de 2 ugers ferie.
Når man lander i Suvarnabhumi lufthavnen i Bangkok fra København – og skal videre med indenrigs fly – så skal man stort set altid over i den gamle Don Mueang lufthavn, hvorfra lavprisselskaberne flyver fra. Suvarnabhumi ligger omkring 30 km øst for det centrale Bangkok, mens Don Mueang ligger ca. 25 km mod nord. Så man skal have minimum 4 timer i mellemtid, hvis man skal være på den sikre side, husk at tage hensyn til myldretidstrafikken – og det havde vi desværre ikke da flytiderne blev lavet om. Så vi valgte at tage en taxa ind til et område vi kender omkring Sukomvit soi 13, hvor vi kunne hygge og slå tiden ihjel inden vi skulle videre til Krabi fra den anden lufthaven kl. 6.30. Fra Krabi skulle vi til Koh Lanta og jeg havde booket Thai Beach House (hvor vi skulle bo) til at komme og hente os – så turen fra lufthavnen gik smooth, med 4 sovende passagere. Vi boede 4 nætter på Long Beach på Koh Lanta og kunne sagtens have været der i 2 uger. Ned i gear, nyde solnedgangen, gårture langs stranden, sightseeing på scooter og Arthur nød at kunne træne kick boksning i nærheden. Kick boksning er stort herude – og han fik også tilbudt en kamp, men det var gudskelov efter vi var taget videre til Koh Ngai ( også kaldet Koh Hai). Juleaften blev fejret sammen med dejlige venner som også havde valgt at tage til Thailand over julen.
Koh Ngai er MEGET stille og roligt. Der er intet at lave andet end at hygge med familien, lave yoga, går morgen ture – her så jeg for første gang Horn bill fugle som sad og hakkede i et træ. Total optur. Man kan tage en lille trekking tur over til den anden side af øen – men ellers er der intet andet end afslapning. Jeg vil mene 3 dage er nok. Vi mødte flere fra danske rejsebureauer – så man er altså ikke den eneste der har opdaget paradiset.
Herfra til Koh Lipe hvor der var noget mere gang i den. Lidt for meget faktisk – men nok også fordi det var over nytåret hvor mange Thaiér fra fastlandet også kommer hertil og drikker sig i hegnet på stranden. Ikke et kønt syn. Vi var på fisketur en dag – det kan anbefaldes – Steen fik endeligt sin sejlfisk på krogen og var en meget glad mand i flere dage efter. Jeg kunne godt tænke mig at komme hertil igen, når det er udenfor sæsonen og der er knapt så mange mennesker. Øen er dejlig og der er super fin snorkling omkring den. Vi fravalgte dykning da det blev for presset i vores program pga. nytårsaften. Men det er stort her – der er mange dykker forretninger at vælge iblandt.