Efter vores 10 dage i skønne Tibet tog vi over grænsen til Nepal. Den gamle grænseovergang blev ødelagt under jordskælvet i 2015 – så nu var der kun denne ene grænseovergang som førte os igennem Langtangdalen.
Vi havde sagt farvel til vores søde guide og chauffør i en fin regeringsbygning, med x-ray maskiner der tjekkede om vi havde bøger med, transport bånd til baggagen og det mindede mere om en effektiv lufthavn end en egentlig grænseovergang til verdens 3 fattigste land. Det var som at gå fra asken til ilden. Man skulle krydse en lille bro og så ankom du ellers til et lille faldefærdigt skur hvor et par smilende nepalesiske vagter tjekkede vores baggage. Herfra i kø til visum, som forgik fra en lille bygning med et lille glasvindue – hvor der bagved sad et par skrankepaver i gamle uldsweatre og lavede visum manuelt. Det var en kontrast der skreg til himlen. Vores guide fra Himalayan Journey var naturligvis behjælpelig med visa osv. så det gik nemt – men tog lang tid.
Herfra blev vi så præsenteret for vores chauffør som nok var 155 cm. og vejede 55 kilo – en lille splint som de næste 8 timer sad med rettet helt oppe i hovedet for at kunne nå pedalerne – men han kunne køre bil og han var god til det!
De næste 8 timer gik turen så med 30 km i timen i et landskab som var utroligt smukt – men ad en vej som ikke burde have titlen af en “vej” – det var mudderskred kombineret med sten og huller, og vi sad med hjertet i halsen flere gange når bilen hang med rumpen ud over skrænten og der var 200 m. ned til en flod. Jeg er ikke sart – men for første gang var jeg ikke tryg – hvilket man jo ikke viser, når Helle og Torkil aldrig har været i Napal før. Turen førte os også forbi de kraftværker, som kineserne bygger for at drive strøm ud af floden. Det er bare et uskønt syn og endnu engang blev vi præsenteret for den magt kineserne har. Grimme bygninger som slet ikke harmonerer med Nepal og de smukke bjerge, var skudt op i landskabet for at huse alle de kinesiske arbejdere der opfører de store kraftværker. Men i et land, som er verdens 3 fattigste, hvor korruption hersker i alle led i regeringen – så kender man ikke den sande historie bag om dette – men vores guide holdt ikke inde med hans teori omkring det. Penge er MAGT. Men vi kom ned til Kathmandu efter 8 timer og tjekkede ind på det skønne hotel Shanker, et koloniagtigt bygget hotel – en oase med masser af luksus i en ellers møgbeskidt og støvet by.
1 dag brugte vi på traditionel sightseeing – jeg ville gerne tilbage til Durbar Square for at se hvor langt de var med genopbygningen efter jordskælvet – og de er nået langt. Her fik vi også set en vaskeægte levende gudinde – Nepal er det eneste sted i verden hvor man tilbeder levende gudinder og der er 4 af dem idag placeret forskellige steder i landet. En Kumari gudinde er udvalgt helt specielt. Hun skal overholde en masse krav omkring udseende, øjnene skal sidde på en bestemt måde i forhold til ørene osv. og hun er kun en ægte gudinde hvis hun kan være i et mørkt rum med 200 afhuggede hoveder fra okser, geder og får i 2 timer – uden at blive bange. Det skal tilføjes at hun er mellem 2 og 5 år når hun udvælges ! Herefter er hun dømt til et liv hvor hun er underholdt af præster og præstinder samt dem der opvarter hende. Hun må ikke gå på jorden og 1 gang om året den 13. september kommer hun ud på Durbar Square og bliver ført rundt mens hun giver sin velsignelse til folket. Herudover viser hun sig 2 gange om dagen i sit hus og velsigner igen dem der er mødt op. Vi var heldige at se hende, men der var vagter der passer på man ikke fotograferer osv. Det var et meget trist barneansigt på 5 år der tronede frem i vinduet – hun mindede om alt andet end en gudinde ! Hun har ingen kontakt til andre børn i de år hun lever her og ser kun sin familie nogle få timer hver 14. dag. Når hun får sin menustration stopper livet som gudinde og hun kommer hjem til sin familie igen.
Pashupatinath – lig afbrænding
Naturligvis kan man ikke være i Kathmandu uden at have været et besøg forbi Pashupatinath, hvor der er 24-7 ligafbrændig. Her er gang i bålene hele døgnet rundt – og det er en fasinerede forestilling at være vidne til, når en familie futter sin nære af. Jeg har set det flere gange nu og der er en meget spirituel stemning over stedet – “the burning ghats”. De hellige mænd, Saddhuer er overalt og sidder klar til at få taget et billede af dem (for penge) – dem ser man overalt i gadebilledet i Kathmandu. De sørger for balance i kaos og er højt respekteret af nepaleserne.
Den bedste måde at opleve Kathmandu på, er simpelthen ved at slendre rundt i gaderne og bare suge indtryk til sig. Drop ind på en restaurandt og få den lokale Dal eller nye en durum på gaden i Thamel. Der er så mange indtryk, som bare skal lagre sig. Vi er vilde med byen og vil meget gerne retur og tage nogle flere trekking ture derfra. Det kan sagtens betale sig, at tage hertil og blive ekviperet med falske mærkevarer – som fungerer fint herude. Alle de dyre butikker findes også. Køb vandrestøvler hjemmefra – dem må man ikke gå på kompromis med. Der er mange turister – men det er de “fede” turister, hvor langt de fleste har et par dage i byen før og efter de tager på vandretur.