Dette indlæg er et rejsepostkort jeg har fået fra min bror da han var afsted med sin familie tilbage i 2016.
Burma – håb og store smil!
Mine forventninger til Burma var inden afrejse forholdsvist beskedne. Godt vejr, søde mennesker og et håb om at opleve landet inden masseturismen kommer. De forventninger er blevet mere end indfriet. Burma er, efter min mening, et af de mest spændende lande at rejse i lige nu, og alle steder mærker man optimismen og håbet hos de hårdt prøvede burmesere.
Landet har været holdt i et jerngreb af først englænderne frem til 1948, og derefter af flere mere eller mindre korrupte ledere samt militæret. Det hele kulminerede i 1988, hvor militæret tog magten og helt frem til 2010 blev burmeserne holdt nede, og et bjæf om dårligt styre kunne nemt koste 50 til 100 års fængsel … eller døden. I 2010 kom det første “frie valg”, der som altid i lande med overgang til demokrati, var præget af korruption og valgsvindel. Nu har den kvindelige nobelpris vinder – Aung San Suu Kyi vundet valget, og ligesom Mandela var det for Sydafrika, så er valget af hendes parti et vendepunkt i historien. Nu blæser der nye vinde i Burma, og troen på en bedre fremtid mærkes overalt.
Landet har på mange måder stået stille i forhold til sine naboer, og er i skrivende stund et land uden Starbucks og McDonald’s … så længe det varer. Som rejsende oplever du stadig de lokale i traditionelle klæder med munden fuld af betel og blodrødt juice som lystigt spyttes på gaden som det mest naturlige i verden. Folk rejser stadig med rickshaws, og i nogle byer med hestevogne. Med mere end 100 etniske minoriteter kan det til tider føles som at være med i en udgave af National Geographic … Helt fantastisk!
Bevares – Burma har sine seværdigheder, og kan overraske selv de mest garvede rejsende med sine tusindevis af pagoder, flotte bjerge, søer og spændende små byer, hvor tiden synes at stå stille.
For mig er det dog de små oplevelser i oplevelserne som står tilbage.
Jeg ynder at gå en tur om morgenen, og mærke stemningen på gaden eller på de mange små markeder. Se kvinderne på de små gaderestauranter forvandle et miks af nudler, friske grøntsager krydderurter og eksotiske krydderier til et guddommeligt måltid … alt sammen i en håndevending som de har gjort i årtier. Fascinerende er det også at følge de mange munke i gaderne, som går deres morgenture frem mod nærmeste kloster alt imens de lokale “ofrer” ris og anden mad, som de generøst fylder i deres sølvkrukker. Så er dagens måltid sikret.
Spændende er det også at tale med de lokale og høre deres historier. Nu tør de, og nu vil de. Høre trekking guiden der fortæller, at hvis hans datter skal have et job i det offentlige, så skal hun betale under bordet for en ansættelse. Høre taxachaufføren fortælle om de store problemer med opium fra den gyldne trekant, og grænserne til Thailand der stadig præges af kampe mellem etniske minoriteter. Høre om de sørgelige men ikke desto mindre virkelige facts om et dyreliv der er delvist ødelagt, fordi deres boliger – skove af teak og mahogni træ, er fældet i stor stil. Det er ulovligt men alle er til at købe, og hvis bare der falder «pocketmoney» som de kalder det, i lommerne på politiet, så ser de den anden vej. Kineserne køber alt lige fra stødtænder til skildpadder så det har været en nem måde at tjene lidt ekstra på. For år tilbage var der flere tusinde tigre, og i dag er den sidste tiger officielt udryddet. Det er en sørgelig kendsgerning.
Landet er så rigt på ædelstene, gas, ædeltræ, afgrøder m.m.… men befolkningen sulter! Regeringen og militæret tager alle pengene – flyver i privatfly til Singapore for at shoppe, alt imens den fattige burmeser sulter. Dette oplevede vi med egne øjne fra en taxa nær byen Bagan.
Vi kørte fra Bagan mod Mt. Popa for at opleve et af de mest hellige steder for buddhisterne. På et tidspunkt godt og vel ude på landet, ser vi de første af mange. Gamle pukkelryggede og beskidte ældre mennesker i laset tøj. De står i vejkanten og “vinker”. Øjnene er blanke og de ligner levende døde. De første får os til at undre os, og da de har stået som perler på en snor med 200 meter mellem sig på en strækning af flere kilometer spørger vi vores taxi chauffør hvad de laver. “De vinker bare for at sige hej” fortæller han med beslutsomhed i stemmen.
Da vi kommer hjem til hotellet stiller vi samme spørgsmål til vores ældre receptionist… samme svar. Senere på aftenen får vi sandheden fra en ung pige der var tjener på den restaurant vi spiste på. Hun talte godt engelsk, og var ivrig for at fortælle. De gamle der står ved vejen kommer fra landsbyerne gemt inde i skovene, og de står der fordi de sulter! Jeg har set mange fattige tiggere i hele verden, men dette syn af så mange desperate ældre mennesker i nød gik lige i hjertekulen. Magtesløsheden ramte både mig og Suzanne, og vi talte længe om der var noget vi kunne gøre. Vi sluttede måltidet, og gav den unge veltalende pige 10 kroner i drikkepenge. Hun gav mig dem retur og spurgte om jeg ikke ville give dem til nogle der var mere fattige end hende … sådan er Burmeserne.
Men som sagt, så blæser der nye vinde og troen på en bedre fremtid spirer. Målet om at alle kan få mad tre gange om dagen er noget de fleste tror på.
Nu har jeg vænnet mig til lydene. Haner der galer, hunde der slås om natten, knallerter der dytter, klokker der ringer til bøn fra nærmeste kloster og den beroligende lyd af de hjemmelavede koste der kører hen over stenene af flittige burmesere der står tidligt op.
Den første dårlige mave er overstået, og jeg er kommet ned i gear. Sjovt er det at sidde med udsigt til gaden og følge den flittige Burmeser. De er i gang fra tidlig morgen til sen aften – alle som en, ung som gammel. De smiler hvis de kan se at de får mad i dag – i morgen er først i morgen. De har så lidt og giver så meget.
En rejse i Burma er også en øjenåbner for vores overforbrug i Vesten, og uden at skulle lyde for hellig, så giver det da mig stof til eftertanke. Hjemme i Danmark larmer vores vaskemaskine irriterende højt når den er ved at være færdig. Vores Wi-Fi rækker ikke helt op til badeværelset på førstesalen så Mads og Monopolet hakker i lyden lørdag morgen, og til tider fungerer Elliotts Minecraft ikke ordentligt på hans Ipad. Vi har sgu også vores problemer 😉
Jeg tænker tilbage på de gamle krumryggede ved vejkanten. Desperationen i deres øjne sagde alt!
Jeg ender garanteret med at skifte vores vaskemaskine ud alligevel, men hver gang jeg rejser i lande som Burma, bliver tingene sat i perspektiv og taknemmeligheden for det liv vi har, bliver forstærket. Burma og burmeserne har givet mig rigtig meget. Tak for det og forhåbentligt på gensyn.